Torsdagstanker om en ting af gangen

Der er ingen tvivl om, at jeg er mest effektiv de gange, hvor jeg ikke har forstyrrende elementer omkring mig. Det kan eksempelvis være mails, beskeder eller notifikationer, der popper ind. Først bliver jeg forstyrret, når jeg registrerer, at der kommer en mail. Derefter bliver det tjekket. Og nogle gange venter jeg med at svare eller forholde mig til den. Af selvsamme grund har jeg faktisk slettet så mange notifikationer på min telefon som overhovedet muligt. Men jeg har bestemt ikke været lige så god, når det kommer til min computer. Så netop mens jeg sidder og skriver dette, så har jeg lukket forstyrrende elementer ned. For at gøre en lang historie kort, så er jeg egentlig bare mere effektiv, når jeg laver en ting af gangen.

Men grunden til, at jeg er kommet til at tænke på dette er, at når jeg er instruktør i både yoga og bike (det man også kalder eller kaldte spinning) oplever jeg flere og flere, som har deres telefon liggende lige ved siden af. Nogle registerer, at der sker noget på telefonen, andre reagerer på det, der rent faktisk sker på telefonen. Og jeg snakker selvfølgelig ikke om den gruppe, som fortæller, at de har noget akut eller ekstra vigtigt. Det er i stedet den gruppe, som midt under en time svarer eller reagerer eller hvad de nu gør, fordi jeg ved jo faktisk ikke, hvad de laver. Så mens vi bevæger os, så er vi altså også alle andre steder.

Samme eksempel, som når vi er ude og spise, så er vi også på de sociale medier. Eller når vi er sammen med veninderne så skal de sociale medier eller kæresten også passes samtidig. Altså vi gør bare flere og flere ting på samme tid. Og uden at lyde som en gammel sur mand, så var det anderledes, da jeg var ung på godt og ondt. Dog mærker jeg selv, at lige præcis på dette punkt, så gør det altså ikke noget godt for mig at være flere steder på en gang. Så fremadrettet vil jeg øve mig i at gøre en ting af gangen, og bonus er, at jeg forhåbentlig også bliver mere effektiv.

Måske torsdagstankerne omkring hvad man bruger overskuddet til eller torsdagtankerne om de sociale medier er noget for dig. 

TAK fordi du læser med  – Karina 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *