Armen altså, hvor har juli måned været skøn (og kort). Men den har også været fyldt med masser af lækre ting, og især en uges ferie har været tiltrængt. Du kan læse lidt om, hvordan det har været for mig at være selvstændig og holde min første rigtige ferie lige her. Og faktisk dermed også endnu et kryds på min liste med 35 ting inden 35, nemlig at være turist i Danmark. Derudover har jeg været på nogle forskellige cafeer og restauranter rundt i Aarhus. Jeg overvejer faktisk at dele mine yndlingssteder (både nye som gamle) med Jer her på siden. Den tanke skal jeg lige have gennemtænkt lidt mere.
August bliver heldigvis en travl måned. Mest af alt fordi jeg har planer om mange ting, som jeg selvfølgelig nok skal dele, så snart der er lidt mere styr på tingene. Men først og fremmest så tilbyder jeg gratis sundheds walk & talk tirsdag og torsdag i uge 33, så kom endelig og tag meget gerne en med under armen. Du kan læse lidt mere om det lige her.
Derudover glæder jeg mig til følgende ting i den kommende måned:
- Jeg skal et lille smut til Nordsjælland for at besøge en veninde sammen med en veninde. Det bliver så skønt at være sammen os tre igen. Og så har jeg også andre venindeplaner i kalenderen, det er simpelthen så dejligt.
- Så er det også i august måned, at Groove starter igen både med en gratis uge i uge 34 og sæsonstart lige derefter. Du kan læse meget mere om Groove lige her. Og med sådan en lang Groove-sommerpause, så glæder jeg mig til at komme igang igen.
- Og måske er det i august måned, at jeg kan sætte kryds ved at prøve en ny sportsgren eller måske en vinsmagning eller måske at lave et gæsteblogpost på min liste over 35 ting inden 35.
