Torsdagstanker om også at være skrøbelig

Jeg troede, at jeg kendte til alle de forskellige muligheder jeg reagerede på. Men i weekenden prøvede jeg noget nyt, nemlig at være skrøbelig. Jeg skulle til 40 års jubilæum på mit gamle gymnasium, altså ikke mit jubilæum, men gymnasiet. Alle tidligere årgange var inviteret, så var der lagt op til en ret så stor fest.

Jeg havde købt min billet for efterhånden lang tid siden, og mens datoen nærmede sig, så opstod der noget jeg ikke helt kunne finde ud af, hvad var eller hvad handlede om. Min første tanke var, at det handlede om, hvem der muligvis ville deltage eller ej. Men det gav ikke rigtig mening. Og alle andre mulige og umulige tanker gav heller ikke rigtig mening før i weekenden.

Det handlede om, at jeg pludselig følte mig helt skrøbelig i form af min egen usikkerhed, min egen usikkerhed over ikke at være god nok og især om ikke at være god nok til spørgsmålene “Hvad laver du så nu?”, “Hvad har du lavet siden sidst?”, ” Hvor er du henne i dit liv lige nu?” og alle de spørgsmål, som sådan et jubilæum er fyldt med.

Følelsen af ikke, at være god nok er bestemt ikke en ny følelse for mig. Det er min grundfølelse, som jeg har arbejdet meget med og stadigvæk arbejder med. Men min reaktion og især min skrøbelighed var helt ny for mig.

Selvfølgelig forløb aftenen ganske fint, og det var skønt at få snakket med mange af dem, som man har brugt rigtig mange timer sammen med i gymnasiet. Jeg snakkede selvfølgelig med stolthed i stemmen om, hvordan det går for mig for tiden. Fordi selvom jeg ikke har styr på alt og alt ikke går lige efter bogen, så har jeg det godt, jeg elsker at være selvstændig med alt, hvad det indebærer. Men jeg vil altid have den lille stemme i baghovedet, som gerne vil få de mindre positive ting til at virke større og mere betydningsfylde end de reelt er. Heldigvis bliver den stemme mindre og mindre.

Hvis du har lyst til at læse flere torsdagstanker er mine tanker om, at sundhed kan være et sårbart emne eller torsdagstanker om ikke at være god nok måske være noget for dig.

TAK fordi du læser med  – Karina 

2 kommentarer Tilføj dine
  1. Denne følelse genkender jeg udemærket og den har fulgt mig siden barn. Jeg arbejder med den hver dag og ser fremskridt og føler mig taknemmelig. Men jeg har også fundet ud af, at følelsen kommer når vi sammenligner. Så jeg forsøger at sammenligne mig selv med hende jeg gerne vil være, og ikke de uopnåelige mål der har styret, og ofte styrer unge mennesker, mig det meste af mit liv. Og så kan jeg kun tale ud fra mig selv – men du er en dejlig yogalærer med et skønt sind. Så dig kan du rolig være stolt af! 🌻

    1. Åh, Vibeke, hvor er det bare fint skrevet. Tusind tak fordi du deler. Og tak for dine fine kommentar – TAK.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *