Dette indlæg har faktisk været undervejs i længere tid, da mine tanker omkring netop ordet anerkendelse virkelig kom frem, da jeg var i USA. Selvfølgelig har jeg kendt til anerkendelse før og også været opmærksom på, hvad det rent faktisk kan gøre. Med i USA er de ekstrem gode til at anerkende både sig selv og hinanden. Det er lige meget om det er fordi de ser nogle pæne sko, de fortæller om deres familie eller om det er når, de præsenterer hinanden.
Ikke nok med, at de er gode til at anerkende, så har det også været et stort tema på den konference jeg var på i USA (altså den der it-nørde-konferencen). Jeg havde faktisk forventet, at når jeg nu skulle til alle de her sessioner omkring kreativitet, ledelse, idéudvikling og teamarbejde, effektivitet, og at jeg ville have svært ved at følge med alle de teorier og begreber. Men jeg blev meget overrasket over, at fokus primært var på relationer, holde fokus, bruge mere tid på at være kreativ, og ALLE snakkede om anerkendelse. Den største grund til, at folk skifter job er, at de ikke føler sig værdsat i deres job.
En af oplægsholderne var en tidligere NBA træner, som havde snakket med Oprah Winfrey (nårh ja, de er også gode til at namedroppe), som fortalte, at alle hendes gæster i hendes talkshows spørger om det samme, når der er reklamepause og det er: “Var det godt nok?” Vi snakker altså om alle, som hun har haft i stolen, også Barack Obama. Og i bund og grund er det blot en følelse af, om det man gør er godt nok – og det er ikke kun vigtigt, når man bliver interviewet af Oprah, men overfor ens kollegaer, medarbejder, chef, venner, det man møder på gaden og dem, som står en allernærmest.
Og nogle gange skal der så lidt til for netop at anerkende hinanden, det kan være med et lille “Den kjole klæder dig”, “Jeg har glædet mig til at se dig”, “Du er godt til, at…” osv.
Men det handler også om, at blive bedre til at tage imod den anerkendelse og især de helt små komplimenter, som du helt sikkert får i løbet af dagen. Jeg øver mig i at blive bedre til rent faktisk at tage imod de komplimenter, søde ord og anerkendelse. Jeg øver mig især i ikke at prøve at bortforklare eller anerkende tilbage med det samme, men rent faktisk sige “TAK”, “Tak, det er virkelig sødt sagt” og nogle gange italesætter jeg, hvis jeg har lidt svært ved at rumme komplimenterne.
Men der er ingen tvivl om, at jeg er blevet væsentlig bedre til rent faktisk at høre efter, når jeg hører noget sødt, komplimenter eller anerkendelse – og det bedste er rent faktisk, at efter jeg er blevet mere opmærksom på det, så kommer der faktisk mange flere komplimenter, søde ord og anerkendelse. TAK.
Allerede nu tænker jeg, at der kommer nogle torsdagstanker omkring anderkendelse af sig selv. Men indtil da, så har du måske lyst til at læse flere torsdagstanker om at blive bedre venner med spejlet eller sociale medier.