MUMS, chokoladesmagning hos Summerbird

Jeg sidder lige her på altanen efter et mega fedt arrangement hos Summerbird. Og hvis du sidder og tænker, det var sikkert sådan et blogger-arrangement, så kan jeg berolige dig med, at for det første bliver jeg slet ikke inviteret med til sådan nogle fine ting, og for det andet, så er det et arrangement, som alle kan tilmelde sig via deres nyhedsbrev  – faktisk lige her. Og jeps, sådan en chokoladegris er jeg.

Nå tilbage til arrangementet og alt det lækre chokolade. Først og fremmeste så var det virkelig et gennemført arrangement fra start til slut. Hele smagningen var bygget op omkring en menu og var en kombination af fortællingen bag Summerbird og smagsprøver – som jeg synes fungerede helt perfekt. Og selvom jeg på ingen måde kan huske alt, hvad der blev sagt og fortalt, så var det simpelthen så tydeligt at mærke passionen omkring gode og de helt rigtige råvarer samt passionen omkring hele Summerbird – og sådan virker det til at være i hele organisationen.

Der var masser af smagsprøver, og alt smagte så lækkert, faktisk så lækkert, at jeg overvejer om jeg skal tage afsted igen. Dog er der nogle enkelte ting, som jeg alligevel gerne vil fremhæve. Jeg synes det var helt genialt, at smage deres Sparkling Summerbird, som jeg godt har set i butikken, men aldrig rigtig tænkt så meget over – og det gjorde jeg heller ikke, da jeg smagte den første gang. Men da jeg så smagte den sammen med chokolade, som er hele ideen bag den, så smagte den virkelig virkelig godt. Og det virker som om det kendetegner Summerbird meget godt, der er nemlig virkelig kælet om alle detaljerne og sammenhængen. Så jeg synes lige du skulle overveje Sparkling Summerbird næste gang du skal sidde og nyde din chokolade.

Vi smagte en variant af Summerbirds dragerede mandler og en variant af deres hasselnødder, men inden da smagte vi de mandler og hasselnødder, som de brug i deres produkter. Og her kunne man virkelig smage de lækre og fantastiske gode råvarer, som bliver brugt. Jeg blev i hvert fald meget overrasket over, hvor lækre almindelige mandler og hasselnødder også kan være. Faktisk kan man købe deres mandler på deres netshop, det vidste jeg faktisk heller ikke. Og nårh ja, så lavede jeg da lige selv mine helt egen kakaonibs.

Og så er Summerbird kommet med en nyhed, eller jeg ved faktisk ikke om det er en nyhed, men det var det i hvert fald for mig. Nemlig is, som vi heldigvis også fik smagt. Og når de får 0,5 l i butikken, så kommer jeg i den grad til at købe en med Amber og en sorbet med hindbær – jeg er helt sikker på, at det er den helt perfekte kombination, egentlig både hver for sig og sammen.

Som du nok lidt kan fornemme, så er jeg altså ret stor fan – og kom da også lige til at købe et par flødeboller med hjem. Men når man er en kæmpe chokoladegris, som mig, så synes jeg altså det er et helt fantastisk arrangement, som man bare kan tilmelde sig helt gratis. Og hvor er historien bag Summerbird bare en rigtig fin historie, som jeg egentlig synes er lidt ærgerligt, at jeg slet ikke kendte til i forvejen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *