Torsdagstanker om at få det bedste ud af situationen #2

I sidste uge skrev jeg et indlæg om at få det bedste ud af situationen. Tingene har ændret sig meget siden – og alligevel har det ikke ændret sig. Fordi jeg er stadigvæk af den overbevisning, at jeg skal forsøge at få det bedste ud af situationen.

Ud over jeg tager hatten af for Mette Frederiksen over, hvordan hun klarer denne situation til UG med kryds og slange. Jeg er især fan af hendes ærlighed omkring, at selvfølgelig vil hun begå fejl. Fordi det gør vi alle sammen hele tiden, men det er egentlig ikke det væsentlige. Det væsentlige er, hvordan vi agerer, når vi har lavet de her fejl. Derudover er jeg bare så vild med at se og mærke, hvordan folk hjælper hinanden på kryds og tværs. Hvordan der bare er så mange kreative og hurtigtænkende personer, som opretter alle mulige og umulige live-videoer. Det er virkelig at få det bedste ud af situationen og samfundssind, som jo bare er et genialt ord. TAK for det ord, som bare har så vildt mange lag i sig.

Men, fordi der er desværre et men. Jeg synes desværre der stadigvæk er nogle med mig-mig-mig tankegangen, som kan skræmme mig en smule. Der er flere og flere, der skriver og udtrykker “Hvad med mig? Skal jeg ikke også have en hjælpepakke?” eller ulykkelige over en fest, der skal udskydes. Vi er alle sammen berørt på den ene eller anden måde. Nogle mere end andre. Nogle økonomisk, nogle mister deres arbejde, nogle familier mister alle indkomster, nogle mister deres livsværk, nogle kommer til at gå fra hinanden osv osv. Vi er alle sammem bekymret/nervøse/frustreret over et hav af ting og vi er egentlig også alle sammen ærgerlige over nogle ting, som er blevet aflyst eller udskudt. Men i det helt store billede er en fødselsdagsfejring/fest/konfirmation/arrangement, der skal flyttes, en ærgerligt ting, men også en af de mindre ting. Og måske er det ikke samfundssind lige nu at brokke sig over fester, hvor datoen blot skal ændres i forhold til de store ting, der ellers sker lige nu. Ærgerelse er selvfølgelig altid velkommen.

Tilbage til at få det bedste ud af situationen. For mig eget vedkommende, så er jeg i denne uge blevet blæst bagover med viden. Fordi jeg er med i to forløb med livevideoer hver dag i denne uge. Netop af to kreative og hurtigtænkende kvinder, som ret hurtigt meldte ud, hvad de ville gøre af ekstra ting i denne tid. Derudover er jeg i fuld gang med at rydde op, få sat tjek ved en masse hængepartier og ikke mindst forsøge at nå nogle af mine 36 ting inden 36.

TAK fordi du læser med  – Karina 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *