Torsdagstanker om anerkendelse #2

For et par uger siden skrev jeg et indlæg omkring anerkendelse, og både hvordan vi kan blive bedre til at tage imod komplimenter fra andre, men måske også til at blive endnu bedre til at give hinanden komplimenter, som du kan læse lige her. Og det mener jeg selvfølgelig stadigvæk – men det allervigtigste er at huske at anerkende os selv.

Det er selvfølgelig dejligt at få komplimenter og blive anerkendt fra andre, men det skal helst ikke være sådan, at man bliver afhængig af komplimenter og anerkendelse fra andre. Derfor er i det i lige så høj grad (hvis ikke mere vigtigt), at du kan anerkende dig selv både for de ting, som du gør, men allervigtigst for den person du er. Og jeg kan altså sagtens ændre ‘du’ i den tidligere sætning til ‘jeg/mig’. Det er bestemt et element, som jeg øver mig i, så hver gang jeg oplever, at jeg gerne vil have anerkendelse fra andre, så øver jeg mig i de situationer at anerkende mig selv, fordi det er det jeg har allermest brug for lige i den situation.

Jeg har i rigtig mange år været rigtig god til at være min egen største kritiker og ikke været særlig god til at tale pænt til mig selv og slet ikke om mig selv. I den forbindelse er der et rigtig vigtigt spørgsmål, som jeg har stillet til mig selv, og måske du også kan bruge det, nemlig: “Ville du snakke sådan til en veninde eller et barn?“. For mig er det en vigtig sætning at have med, fordi jeg er rigtig god sige ting til mig selv, som jeg ALDRIG ville sige til en veninde og slet ikke til et barn. Så jeg øver mig også i, at være bedre til at tale og tænke pænt om mig selv og til mig selv.

 

Måske du også kunne være interesseret i at læse torsdagstanker om ‘tid og vil-gerne liste’ eller ‘om min stolthed over, at have de sejeste veninder’

 

TAK fordi du læser med  – Karina 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *