I onsdags skrev jeg om, at jeg havde været ude og plukke jordbær og fået en lækker sommersalat. Og der blev heldigvis også jordbær til at lave jordbærsorbet, og det smager simpelthen så lækkert og friskt. Og det gode er, at man sagtens kan spise sådan en portion på en ganske almindelig hverdag – især når vejret viser sig fra sin bedste side for tiden.
Jeg brugte friske danske jordbær – men jeg tænker bestemt også, at denne variant er lækker med frosne jordbær.
Måske lyder det lidt underligt med timian, men jeg synes faktisk den bliver endnu mere frisk af det. Hvis du synes det er lige vildt nok, så kan du sagtens lave opskriften uden eller med mynte i stedet for.
Jordbærsorbet med timian
400 g jordbær
0,5 dl sukker
1 dl vand
Saften fra en 1/2 citron
1/2 tsk vaniljepulver
2-3 kviste timian
Skyld jordbærrene (hvis de er friske). Kom jordbær, sukker, vand og vaniljepulver i en gryde og kog op, så det simre et par minutter. Tag gryden af komfuret og blend jordbærmassen. Pres den halve citron og hæld citronsaften op i gryden. Hak timianen fint og bland sammen med de øvrige ingredienser. Lad jordbærmassen afkøle i en anden beholder og sæt i fryseren. Rør lidt rundt i den ca. hver halve time, indtil det minder mere og mere om jordbærsorbet. Du kan enten lad det blive i en den beholder eller hæld det op i ispindeforme. Spis med det samme eller lad det stå i fryseren til en eftermiddag, hvor den søde tand har brug for lidt.