Jeg har i dag været i køkkenet og leget lidt med maden, som man jo heldigvis godt må i modsætningen til hvad man fik af vide som barn. Jeg var så heldig, at jeg i julegave fik et vaffeljern, og hvordan jeg har kunnet leve uden et vaffeljern i så mange år er altså stadigvæk en gåde for mig. Så i dag har jeg afprøvet kombinationen af broccoli og vafler, som ikke er en dum kombination.
Du kan egentlig spise dem de er, men jeg brugte en broccolivaffel som “skål” til min salat til frokost. Salaten bestod af sorte bønner, majs, mango, avocado og limesaft henover. Det var meget lækkert.
Jeg fik cirka 3 vafler ud af denne portion, men det kan afhænge meget af vaffeljern og ikke mindst hvor meget broccoli du starter med.
Broccolivafler
1 broccolihoved
2 æg
Salt
Vask og skær broccoli i mindre stykker (også stilken). Kog broccolien mør og lad den afkøle lidt. Blend broccoli med æg og salt til en fin masse. Hvis massen er blevet lidt for tynd kan du supplere med havregryn, og hvis den er for tyk kan du supplere med et ekstra æg eller lidt mælk. Steg massen til fine og meget grønne broccolivafler.