Lidt tanker om min træningsplan

Jeg forsøger hver uge at lave en oversigt over min træning den kommende uge, det er sjældent at den holder, men det er også helt okay, fordi jeg oftest er lidt for optimistisk. Og for mig er det vigtigste at komme afsted og få brugt kroppen, det er knap så vigtigt hvor mange gange jeg kommer afsted.

Denne træningsplan er fra december måned, da mine uger nu ser helt anderledes ud efter jeg har fået væsentlig flere instruktørtimer i fitnessworld.

Min (optimistiske) træningsplan: 

Mandag: Dance 18-19, Groove 19.20.30
Tirsdag: Bike
Onsdag: Groove’n be free 18-20
Torsdag: Hot Dance 18-19, Groove 19-20.30
Fredag: Løb
Lørdag: Yoga
Søndag: Fri

Min reelle træningsplan:

Mandag: Dance 18-19, Groove 19.20.30
Tirsdag: Yoga
Onsdag: Groove’n be free 18-20
Torsdag: Hot Dance 18-19, Groove 19-20.30
Fredag:
Lørdag: Løb
Søndag: Gåtur

Der blev alligevel flyttet lidt om på nogle træninger, nogle hoppede jeg let og elegant over, simpelthen fordi jeg havde brug for noget andet eller fordi min krop havde brug for restitution. Tidligere har jeg brugt tid på at være frustreret over, at jeg ikke fik trænet det jeg havde tænkt – og jeg blev mere irriteret over de træninger jeg ikke kom afsted til end de træninger, som jeg rent faktisk havde været til. Men efter fokusset er blevet ændre til, hvad kroppen rent faktisk har brug for, så er fokusset også lige så stille kommet over på de træninger, som er blevet til noget.

Og den allerbedste træning eller bevægelse er den du får lavet – så er det fuldstændig ligemeget om det er 10 minutters yoga på stuegulvet, en gåtur, en tur i svømmehallen eller en fodboldkamp. Go’ træning til dig.

TAK fordi du læser med  – Karina 

Læs videre

Torsdagstanker om sundhed

Januar er fyldt med vægttab, kalorier, restriktioner, forbud, slankekurer og antal kilometer, der er løbet – og som nogle kalder for sundhed. Det kan jeg sagtens forstå, da vi næsten er blevet hjernevasket til at tænke sådan om sundhed, fordi medierne er fyldt med forskellige slankekure og opstart af træning. Selv sundhedseksperterne hopper i med begge ben og udgiver bøger og artikler om faste, kalorier og vægttab.

Jeg ville i stedet ønske, at når vi snakker sundhed, så handler det om sunde vaner, bevægelsesglæde, madoplevelser, madglæde, lækre og farverige retter, grønsager, kostfibre, søvn, vitaminer, ganske almindelig mad og ikke mindst mental overskud.
Jeg vil ønske, at det var disse ting, som var det vigtigste for os – og at et muligt vægttab blot var en af de mange goder, der er ved at leve sundt på højde med alt det andet, såsom overskud, kunne lege mere med børnerne, have det godt i sin egen krop og være glad. Og hvis vi tænkte sådan, så kunne en eftermiddag på sofaen med en slikskål sagtens også være fyldt med sundhed lige så vel, som en god gåtur eller en lækker salat med laks. Det vigtigste er nemlig også, at hvis vi tænker sundhed, som sunde vaner, bevægelsesglæde, madoplevelser, madglæde, lækre og farverige retter, grønsager, søvn, kostfibre, trivsel, vitaminer, ganske almindelig mad og overskud, så er det noget der holde hele året.

Hvis du vil læse flere torsdagstanker, så er torsdagstanker om nytårsfortsæt eller torsdagstanker om at blive bedre venner med spejlet måske noget for dig. 

TAK fordi du læser med  – Karina 

Læs videre

2019 bliver mit år

Som jeg skrev igår, da jeg takkede for 2018, så bliver 2019 vildt, hårdt, udfordrende, sjovt og alt derimellem – og jeg glæder mig helt vildt til det hele. Og grunden hertil er, at jeg springer ud som selvstændig og udvider ‘klar parat sund’-universet, så ud over bloggen, så jeg kommer blandt andet til at afholde sundhedsworkshops og sundhedssamtaler. Jeg glæder mig.

Det hele kommer til at omhandle sundhed – altså den gode sundhed, som blandt andet handler om gode vaner, overskud, sunde og lækre opskrifter, bevægelsesglæde, indre motivation, vitaminer og lækker mad. Og jeg glæder mig simpelthen sådan til at være med til at ændre fokusset, fordi jeg oplever alt for mange, som kun har fokus på vægttab, kalorier, slankekure og træningsplaner, som ofte er noget, der kan holdes i en kort periode. Det helt klassiske eksempel er målet om at løbe et halvmarathon (indsæt selv en anden distance eller et andet mål), og når målet er gennemført, så stopper man med at løbe, fordi man har været fokuseret på træningsplan, kilometer, pace og målet i stedet for at have fokus på lysten og glæden ved at løbe, fordi man får frisk luft, får styr på tankerne, har det dejligt i kroppen bagefter, får mere energi og alle de andre indre motivationsfaktorer – og hvis vi i stedet for har fokus på dem, så er det vi holder ved og får endnu mere ud af de løbeture end hvis vi blot havde målet om et halvmarathon.

Og inden jeg kommer alt for meget i gang, så skal der lige lyde en kæmpe TAK til veninder, som sætter tanker igang hos mig, TAK til veninder og familie, som er det vildeste heppekor jeg nogensinde kunne ønske mig, TAK til verdens bedste lillebror, som synes det er sjovt at tage billeder, TAK til verdens bedste it-mand, ham som jeg til dagligt kalder Hr. Guldager – og så skal der lyde verdens største TAK til min revisor, som i den grad har haft overarbejde i julen, det er dælme guld værd at have verdens bedste far, som også er revisor.

TAK fordi du læser med  – Karina 

Læs videre

Tordagstanker om tid og at være tosset med sport

Både for mig selv og dem omkring mig, så er tid virkelig en faktor, som alle gerne vil have mere af, nok egentlig mest fordi man gerne vil det hele. Så hørte jeg om en, som ikke så fjernsyn (heller eller ikke streaming-tjenester), og det fik mig til at tænke på, hvor meget tid man egentlig ville have, hvis man ikke så fjernsyn, film eller serier. Eller måske bare så lidt mindre, fordi film og serier kan bl.a. få mig til at slappe af, koble fra, udvide min horisont eller få nogle følelser frem.

Men det har så igen fået mig til at tænke på, hvor meget tid jeg egentligt bruger på at følge med i forskellige sportsgrene, og det er egentlig ret meget, især når det både hedder fodbold, håndbold, Formel1 og så alt det andet som jeg sådan semi følger med i.

Dog havde jeg en snak med min lillebror og min far på vejen hjem fra Formel1 i Belgien natten til mandag omkring, hvor vild sådan et Formel1 løb havde været, at være med til som tilskuere. Og så forsatte snakken med om denne oplevelse var med i vores top 10, top 5 eller top 3 over de fedeste sportsoplevelser vi hver især har været med til. Og jo mere vi fik snakket om netop dette, så gik det virkelig op for mig, hvor mange helt sindssyge sportsoplevelse jeg har været så heldig at opleve, og de kan simpelthen ikke sammenlignes med hinanden, fordi de kan hver især noget helt særligt.

Der er ingen tvivl om, at denne weekend med en tur i pitlane, en gåtur på start-mål langsiden, en kort snak med Kevin Magnussen, se træningerne, gå banen rundt for at finde den perfekte plads, se kvalifikationen hvor især regnen fik en meget afgørende faktor og ikke mindst stå op kl 4.15 for at stå i kø klokken 6, for at få nogle fede pladser til løbet gik i gang kl 15.10, og se den første omgang med en overhalding lige ved os – det er virkelig en top 3 sportsoplevelse. Jamen det var simpelthen såååå fedt og en oplevelse som jeg aldrig vil glemme. Og så bliver jeg lige så irriterende som min far og bliver ved med at fortælle igen og igen, hvor fedt det er.

Men omvendt så kan den oplevelse bare ikke helt sammenlignes med AaBs mesterskab i 1999, som jeg så og var med til at fejre i Kildeparken, AaBs mesterskab i 2008 med tårer i øjnene, AaB Håndbolds (som nu er Aalborg Håndbold) mesterskab i isarenaen, som blev afgjort på straffe, første oplevelse af nationalsangen i Parken til en landskamp, første håndboldkamp i Tyskland, landskampen på Aalborg Stadion tidligere i år og jeg kunne blive ved.

Så selvom jeg nogle gange kan tænke, at jeg bruger meget tid på at være tosset med sport, så giver det mig virkelig et hav af oplevelser og et hav af fantastiske oplevelser med venner og familie.

Og så giver det dælme mening for mig, at min far så mange søndage har fået mig og min lillebror til at se Formel1 og fortalt om, hvor fedt det er at være med til. Netop fordi han måske har håbet på at kunne lige netop denne oplevelse med os.

Hvis du har lyst til at læse flere torsdagstanker, så er torsdagstanker om flere roller eller torsdagstanker om ferie måske noget for dig. 

TAK fordi du læser med  – Karina 

Læs videre

Moonchild Yoga Gathering

Som en af mine 34 ting, som jeg gerne vil prøve inden jeg er 34, så vil jeg meget gerne på minium 4 yoga event/weekender/kurser – og mit første var igår. Jeg var nemlig til Moonchild første yoga event, og mit første besøg i Dome of Visions i Aarhus. Først og fremmest, så er det simpelthen utroligt, at jeg ikke har været der før. Det er en fantastisk location, og igår hvor solen stod på også en ret varm en af slagsen.

Eventet bestod af to forskellige timers yoga, hvor den første time var en Strala Energize time. Det var min første strala-time, så jeg var lidt spændt. Jeg synes dog alligevel ikke, at strala-yoga (efter den time jeg prøvede igår) er så meget andersledes end, hvad jeg er vant til. Men sjovt at prøve, og helt sikkert en yogaform jeg meget gerne vil prøve igen, fordi jeg kan godt lide konceptet med at udforske sig selv mere i de forskellige stillinger, og gøre dem til sin egne.

Efter en lille pause, hvor det lige var muligt at komme ud og få lidt luft, så startede anden time, som var en Deep Core and Heart-Opening time, som var en super fed time, fordi der var væsentlig mere fokus på styrke end jeg er vant til, og altså styrke på en meget rolig, men samtidig stærk måde. Derudover var timen også fyldt med nye stillinger – og som yogainstruktør, er jeg også med til sådan et event for at få ny inspiration og måder at forbedre mig på, som yogainstruktør, og det gav begge yogainstruktørerne mig.

Og så til goodiebagen, som bestod af nogle vildt lækre ting. Der var blade fra Elle, som jeg glæder mig til at fordybe mig med på altanen med the fra Pukka, som også var med. Så var der en prøvepakke fra Ginger Organic, som er økologiske hygiejneprodukter, og en økologisk dadelkonfektbar fra Ganefryd. Derudover var der en sæbe fra Rudolph Care, som lige var noget for en ‘Rudolph Care pige’ som mig. Og til sidst så måtte vi tage Moonchild yoga måtten med hjem – ret vild goodibag alligevel. Jeg synes simpelthen måtten er så fint med månens faser (hedder det egentlig det?) på midten.

Det eneste jeg manglede var faktisk, at Moonchild solgte deres produkter, mest fordi jeg i lang tid har været ret forelsket i læderstroppen til yogamåtten. Plus alle de lækre modeller (altså de andre deltagere, som bare alle sammen lignede modeller), som havde de fineste bukser på fra Moonchild.

Tak til Moonchild for et super lækkert event, jeg glæder mig i hvert fald til næste gang.

TAK fordi du læser med  – Karina 

Læs videre

Mandagsudfordring #2: Træn anderledes

For efterhånden en del uger siden skrev jeg på instagram omkring en mandagsudfordring med fokus på at træne anderledes. Og for mig gav det simpelthen ikke nogen mening kun at køre den mandagsudfordring en enkelt eller to uger. Derimod giver den udfordring mest mening ( for mig), hvis jeg ugentlig træner lidt anderledes end den forgangende uge.

For mig er der to væsentlige grunde til at træne anderledes. Den ene er den mere fysiske grund, nemlig at man aktiverede andre muskler og muskelgrupper end man plejer, når man træner anderledes. Den anden grund er den mere mentale del, fordi man bliver mere opmærksom på, hvad der motivere en bedst mulig, og dermed får gjort træningen mere sjov.

Men hvordan er det så jeg har trænet anderledes de seneste uger? 

  • Jeg har trænet hjemmefra med inspiration fra Hellum PT (tjek hende ud på instagram, hun er møj sej), hvor jeg især har fået et had/kærlighedsforhold til plank pikes.
  • Så har jeg været med på en steptime, og selvom det var mange år siden jeg sidste havde været med på en steptime, så kunne jeg da huske lidt af det endnu. Men sjovt er det.
  • En god træning med yogatøserne er det også blevet til – og som på ingen måde var yoga-agtig. Men derimod også inkluderede min første træning med battle ropes, hvor 10 sekunder føles som 10 minutter.
  • Derudover bød sidste uge på en tur til London, som betød, at der blev gået omkring de 20 km i de dage. Det kan mærkes i både ben og fødder.

TAK fordi du læser med  – Karina 

Læs videre

Feminineflow workshop

I søndags var jeg til workshop med Mie Martha Moltke, som havde taget turen til det jyske. Dagen startede med foredrag med udgangspunkt i Mies egen historie og bogen ‘Bevæg dit liv’, som jeg for øvrigt klart kan anbefale. Måske jeg skulle lave min første sådan rigtige boganmeldelse – hmm… Nå tilbage til i søndags og foredraget, hvor Mie virkelig får vendt nogle emner og udfordringer, som nok alle kvinder kender til og kommer med hendes egen historie, og hvordan hun øver sig og arbejder med netop disse emner og udfordringer. Super inspirerende foredrag, hvor jeg i den grad har fået nogle redskaber med hjem.

Efter en frokostpause startede Feminineflow workshop med tre timer fyldt med bevægelse og dans. Og jeg beklager på forhånd, fordi det er simpelthen så svært at forklare hvad bevægelse og dans egentlig kan, hvis man ikke selv har prøvet det. Men jeg prøver lige alligevel. Det handler om at mærke efter i kroppen i stedet for at tænke sig frem til det – og det kan bevægelsen og dansen virkelig hjælpe mig med. Det er igennem de øvelser eller fokuspunkter, som Mie igangsætter, og musikken, som bare gør noget helt særligt for mig og min selvudvikling. Igennem bevægelsen og dansen mærker jeg tydligere og tydligere min egen krop – og det bliver også tydeligt for mig, hvad de næste skridt er for mig i min proces fra selvhad til selvkærlighed (det kan du læse mere om lige herunder, da jeg har indsat mit indlæg om det fra den 23. marts 2017, hvor jeg skrev meget mere om starten på denne proces). Samtidig med, at det egentlig er utroligt simpelt, så er det altså helt særligt og magisk for mig, netop at mærke min krop, fordi jeg i mange år kun har været i mine tanker og mit hovede istedet for at være i min krop, mine sanser og mine følelser.

For mig kom det i søndags rigtig meget frem i forhold til tid og tid til mig selv. Fordi jeg har brug for tid til at kunne mærke efter, men også at jeg gerne må tage den tid, som jeg har brug for – og det gælder i flere forskellige sammenhænge. Derudover var det meget tydeligt, at jeg væsentlig bedre kan mærke min egen krop, når jeg ikke skal forholde mig til andre. Der sker bare noget helt særligt for særligt og magisk for min selvudvikling, når jeg mærker efter i min krop.

Og så var det simpelthen så vildt, at der kom to skønne kvinder, som jeg ikke kendte, som på hvert deres tidspunkt, kom hen til mig og simpelthen kom med de de flotteste og sødeste komplimenter til mig. Så fine, at jeg faktisk slet ikke kunne rumme dem i søndags, men de har virkelig rørt mig de seneste dage. Fordi hvornår er det lige man går hen til en anden kvinde, som man ikke kender, og giver de sødeste komplimenter? Det er i hvert fald sjældent jeg gør det.

Så hvis du på et eller andet tidspunkt har mulighed for enten at komme til foredrag eller workshop hos Mie, så gør det. Og som minium følge hende på instagram, da hun virkelig også er inspirerende her.

 

Her kan du læse blogindlægget fra 23. marts 2017:

FRA HAD TIL KÆRLIGHED…

I forrige weekend var jeg til feminineflow weekend hos Mie Martha Moltke i Soulhouse, og det var en virkelig vild weekend. Grunden til, at blogindlæget først kommer nu er, fordi der skete så meget i den weekend, som jeg havde ret svært ved at rumme. Og så har jeg selvfølgelig haft en del tanker om dette blogindlæg overhovedet skulle offentliggøres, fordi det er det mest personlige indlæg, jeg har skrevet. Men hvis mine tanker omkring den weekend og den udvikling kan hjælpe andre, så skal det selvfølgelig skrives.

Først og fremmest så er feminineflow en form for selvudvikling igennem dans, og for nogle kan det virkelig godt lyde langhåret (og det forstår jeg godt, fordi det lød virkelig også langhåret første gang jeg hørte det). Men for mig sker der virkelig en kæmpe udvikling, når det sker igennem kroppen og ikke tankerne. Netop fordi jeg mærker efter for at tænke efter (igen kan det godt været meget langhåret, hvis det er første gang man læser/hører det).

Lørdag var en ret vild dag, fordi det blev egentligt meget tydeligt for mig, at jeg virkelig har rykket mig det seneste år. Der var især en øvelse, hvor jeg virkelig kunne mærke en kæmpe forskel. Vi skulle være sammen to og to og danse for hinanden. Det har tidligere været en svær øvelse for mig, fordi jeg har haft svært ved at skulle danse min egen dans foran andre, primært fordi jeg har haft fokus på hvad andre tænker om mig. MEN jeg kunne virkelige mærke en forskel i denne øvelse, fordi det ikke længere begrænser mig så meget som før og fordi jeg rent faktisk går mindre og mindre op i, hvad andre tænker om mig. Og det er altså virkelig dejligt og meget befriende ikke være begræset af andre tanker og holdninger om mig. Jeg bliver selvfølgelig stadigvæk begrænset, men slet ikke i samme grad som før. Og så er det jo hele tiden en proces, som jeg skal blive ved med at arbejde med.

Selvom jeg virkelig kunne se en fed udvikling om lørdagen, så kom jeg i den grad også meget dybere i min selvudviklingsrejse. Vi lavede en øvelse om at give slip på de ting eller det, som vi gerne ville give slip på. Det startede med, at jeg gerne vil give slip på min hammer, som er en metafor for de negative og hårde tanker, som jeg har om mig selv. Det andet, som jeg gerne ville give slip på, var andres tanker om mig. De to første var forholdsvis nemme at give slippe på. Til gengæld var det meget svært at give slip på den tredje og sidste ting, som var at give slip på hadet til mig selv og min krop. Det var virkelige vildt, da ordet had dukkede frem, fordi det er et ekstremt voldsomt ord at bruge om sig selv. Ikke nok med, at det var voldsomt ord, så havde jeg faktisk meget svært ved rent faktisk give slip. Men efter en del frem og tilbage, så fik jeg givet slip og det var virkelig en lettelse. Det var altså noget af en vild lørdag.

Søndag handlede om at “fylde” noget istedet for det vi gav slip på om lørdagen. For mig var det meget tydelig, hvad der skulle erstatte mit had, nemlig masser af kærlighed. Det helt store spørgsmål er, hvordan jeg så egentlig gør det, og her ligger der et kæmpe arbejde. Første skridt er at blive bevidst om det, derefter handler det om at fylde dagene med kærlighed på alle mulige måder. Måden jeg gør det på er at gøre en masse gode ting for mig selv, drikke LOVE the fra Pukka, have hjerteøreringe på, bruge tid på at tage neglelak på, være sammen med familie og venner, som giver mig kærlighed og så vigtigst af alt mærke efter i stedet for at tænke efter. Grunden til, at det for mig er vigtigt at mærke efter er fordi, hvad der er godt for mig den ene dag er nødvendigvis ikke omsorg og kærlighed til mig selv dagen efter eller ugen efter.

Jeg håber aldrig nogensinde, at jeg stopper med at arbejde med mig selv. Der er ingen tvivl om, at det er så sindssygt hårdt, men det er virkelige det hele værd, fordi jeg bliver bare en bedre, gladere, sjovere, lykkeligere version af mig. Og så er jeg simpelthen så sindssyg taknemmelig for, at Mie har udviklet feminineflow. Hun er så sindssyg dygtig til at skabe et helt specielt rum, hvor lige præcis denne udvikling er mulig. Så tusind tak – og så glæder jeg mig til jeg tager afsted igen i maj måned.

TAK fordi du læser med  – Karina 

Læs videre